Pædagoger, pædagogiske assistenter eller pædagogmedhjælper til Solbo

Vil du være med til at gøre en forskel i børns liv – så har vi de skønneste børn og unge der har brug for din omsorg.

Kort om Solbo

Solbo er Silkeborg Kommunes døgn- og aflastningstilbud for børn og unge med varig nedsat funktionsevne. 

Solbo består af en døgnafdeling fra med 12 pladser, som er inddelt i mindre grupper, samt en aflastningsafdeling med 10 pladser.

Solbo råder over et fuldt udbygget snoezelhus og en stor legeplads med direkte adgang til storslået natur.

Målgruppen spænder bredt fra børn med multiple funktionsnedsættelser til børn med og unge med udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret og ADHD. 

Solbo har et tæt tværfagligt samarbejde med anbringende myndighed, samt sundhedsfaglige, lægelige, psykiatriske og fysio- og ergoterapeutiske indsatser. Herudover har vi et tæt samarbejde med specialskoler om den pædagogiske indsats.

Lidt om stillingerne: 

Børnesammensætningen i afdelingerne er bred og består af både børn og unge med multiple funktionsnedsættelser samt mobile børn og unge med nedsat funktionsevne. Flere af børnene har intet verbal sprog og benytter derfor alternative kommunikationsformer. Fælles for alle børn og unge er, at de har brug for medarbejdere, som kan skabe en forudsigelig, genkendelig og tryg hverdag præget af aktiviteter med fokus på kommunikation og samspil i en atmosfære af hjemlighed. 

Den pædagogiske opgave retter sig mod at skabe et udviklende miljø, hvor børn og unge oplever sig inddraget med indflydelse på eget liv. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang, hvor KRAP-tilgangen, Low Arousal-metoden og relations pædagogikken er de bærende elementer i vores pædagogiske arbejde.

Alle nye kolleger indgår i mentorordning og grundigt undervisningsforløb som en del af introduktionsforløbet på Solbo. Forløbet indeholder bl.a. konflikthåndteringskursus, medicinhåndteringskursus, oplæring i forflytning og håndtering af hjælpemidler, indføring i Solbos værdigrundlag, voksenansvarsloven og intro til KRAP-tilgangen. Vi planlægger med introvagter ved opstart af nye medarbejdere.

Som medarbejder indgår du i et kollegialt team, hvor vi i fællesskab tilrettelægger, udfører og evaluerer pædagogiske indsatser. 

Du vil opleve skiftende arbejdstider, bestående af morgen- og aftenvagter, - samt vagter hver anden weekend på Døgnafdelingen. I Aflastning arbejder man hver 3. weekend.

For begge stillinger gælder det, at arbejdstiden ligger i tidsintervallet fra kl. 6:00 til 22:45.

Vores ønsker til dig

Vi søger en kollega der har lyst til at: 

  • Arbejde med børn og unge med multiple funktionsnedsættelser, mental retardering, ASF, synsnedsættelse, høretab, cerebral parese, specifikke syndromer og lignende
  • Arbejde med alternative og supplerende kommunikationsformer
  • Arbejde med hjælpemidler og forflytning
  • Arbejde med KRAP-tilgangen og Low Arousal-metoden
  • Reflektere åbent over egen praksis samt at give og modtage feedback
  • Arbejde selvstændigt og bidrage med liv og glæde i det daglige arbejde

Og derudover er det vigtigt, at du har et godt overblik, indføling og tålmodighed samt er i stand til at overskue forskellige behov på samme tid. 

Det tilbyder vi dig

Som ansat på Solbo tilbyder vi: 

  • En velfungerende, faglig alsidig og udfordrende arbejdsplads
  • En dynamisk personalegruppe, der arbejder teambaseret
  • Et støttende og anerkendende arbejdsmiljø
  • Grundigt introduktionsforløb med mentorordning
  • Løbende fagsupervision
  • Mulighed for faglig og personlig udvikling gennem kollegial og ledelsesmæssig sparring
  • Personaleforening, som løbende inviterer til sociale arrangementer

Der er mulighed for tiltrædelse 1. juli 2025 eller snarest herefter. 

Ønske om timetal drøftes ved ansættelsessamtale.

Læs mere om Solbo på vores hjemmeside https://solbo.silkeborg.dk/ 

Se mere om hverdagslivet på Solbo i filmen her, hvor en række medarbejdere fortæller om deres oplevelser og erfaringer.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte leder Poul Svejstrup på tlf. 24 80 49 36 eller teamleder Lars Lauritsen på tlf. 24 96 70 27.

Ansøgningsfrist søndag 15. juni 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 25.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere. 

Vi indhenter offentlig straffeattest og børneattest på den person, vi ønsker at ansætte.

 

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Poul Brandt Svejstrup +45 24 80 49 36
Kontaktperson:
Lars Højgaard Lauritsen +45 24 96 70 27
Lokation: Dybdalsvej 13, 8600, Silkeborg, Danmark
SILKEBORG KOMMUNE SOM ARBEJDSPLADS

Danmarks Outdoor Hovedstad er landets 8. største kommune med over 100.000 indbyggere.

Vi ligger midt i den smukkeste natur og har et sprudlende kunst- og kulturliv, velfungerende by- og landsbysamfund og et dynamisk erhvervsliv. Vi er kommunens største arbejdsplads med ca. 7.500 medarbejdere.

Her er job med mening, muligheder for personlig og faglig udvikling, og vi har en tillidsbaseret og lærende kultur med gode muligheder for at præge din dagligdag sammen med gode kolleger.