Er du vild med computere, Chromebooks, ledninger, stik, printere – ja faktisk alt omkring IT.
Kan du skifte en skærm, reparere et tastatur, sætte printere op, ordne stik og holde styr på logins, være klog på IT-systemer - og kan du samtidig lide børn & unge mennesker - SÅ er det måske dig, vi leder efter.
Kan du se dig selv som en del af en skole, hvor 710 elever en gang imellem har brug for hjælp til deres digitale værktøjer, hvor ikke to dage er ens og hvor ingen står alene med opgaven og ikke mindst, hvor der er plads til de gode grin – også når det en gang imellem går stærkt !
Ja - så skal du i gang med at skrive en ansøgning!
Dybkærskolen søger nemlig så hurtigt som muligt en IT-medarbejder med ca. 20 timer fordelt på 3-4 dage. Hvordan fordelingen på timer placeres på dage, aftaler vi, når den rette er fundet.
Hvis du har kompetencer og/eller mod på det, kan stillingen evt. suppleres op med nogle opgaver omkring skolens hjemmeside, vores FAB-lokale, teknologiforståelse eller måske noget helt andet.
Så om du er IT-uddannet, læreruddannet eller har en administrativ uddannelse – så er der muligheder, hvis du har interesse for og kompetencer inden for opgaverne – og kan se dig selv i en kombination af forskelligartede opgaver.
Dybkærskolen ligger i Silkeborgs nordøstlige hjørne i Gødvadområdet, som er et aktivt lokalområde med mange idræts- og fritidstilbud. Vi er for 2 1/2 år siden, flyttet ind på vores helt nybyggede skole, hvor vi er udskolingstilbuddet for eleverne fra Grauballe og Gødvad skole og har derfor et tæt samarbejde med disse skoler.
Dybkærskolen er en to- til firesporet skole med 710 dejlige elever fra 0. – 9. klasse og et attraktivt fritidstilbud til elever fra 0. – 6. klasse. Vores elevgruppe er mangfoldig og repræsenterer et bredt udsnit af det danske samfund. Vi ser mangfoldighed som en stor kvalitet, hvilket understøttes af en aktiv og positiv forældrekreds og skolebestyrelse.
Vi er cirka 90 ansatte i skole, SFO og klub – fordelt på lærere, pædagoger, administrativt personale, køkkenpersonale samt medhjælpere og vikarer. En blandet flok som dagligt sammen gør os umage for at give alle vores skønne elever en god skoledag.
Vi ansætter løbende, når den rigtige ansøger er i bunken – så tøv ikke med at sende din ansøgning.
Yderligere information:
Hvis du har spørgsmål så send en SMS til skoleleder Mette Krogslund på 2461 5295 – så ringer vi tilbage.
Vi glæder os til at høre fra os.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.
Vi indhenter offentlig straffeattest og børneattest på den person, vi ønsker at ansætte.