Lærer til Inklusionscenter på Frisholm Skole

Stillingen består blandt andet af undervisning i dansk, engelsk og idræt i én af vores IC-udskolingsklasser. 

Da en af vores dygtige lærere har fået job tættere på sin bopæl, søger vi en lærer med start 1. august 2026. 

 

Om inklusionscenteret

Inklusionscenter Frisholm startede op 1. februar 2023 med tre elever og er siden vækstet til 53 elever. 

Inklusionscenteret er et specialtilbud for en bred målgruppe af elever med udfordringer knyttet til ADHD, autismespektrumforstyrrelser, relationsforstyrrelser, sociale- og adfærdsmæssige problematikker, socioemotionelle vanskeligheder, generelle indlæringsvanskeligheder m.m.

Eleverne vil ofte være udfordret på at kunne profitere af undervisning i en større elevgruppe, men skønnes at kunne lære i et struktureret, mindre og overskueligt miljø.

Pædagogisk arbejder vi med en anerkendende og nysgerrig tilgang og en tro på at alle gør det bedste de kan. Når børn har det svært i rammerne, er det de voksne omkring dem, som skal være undersøgende på hvad der er på spil og hvordan vi kan imødekomme den enkeltes behov. I IC Frisholm arbejdes med low arousal pædagogik og det er en nødvendighed at de voksne flere gange i løbet af dagen ”udlåner” deres nervesystem til elever der frustreres.

Der er samarbejde med almenskolen i det omfang det giver mening i forskellige sammenhænge. Ambitionen er at nogle elever vil kunne deltage i aktiviteter, undervisningen med støtte i almenklasserne eller i vores fritidstilbud i større eller mindre omfang. Deltagelse i almenskolens aktiviteter er afhængig af den enkelte elevs trivsel og læring.  Størstedelen af vores elever har dog udelukkende deres skolegang i deres klasse i inklusionscenteret. 

 

Vi tilbyder:

  • Gode muligheder for at være med til at lave et godt skoletilbud med fokus på det enkelte barn med en individuel tilgang og et mål om at skabe de bedste muligheder for udvikling både personligt, socialt og fagligt for alle vores elever. Du skal sammen med pædagogisk leder og dine kolleger sætte retningen og skabe god skole for børnene i inklusionscenteret hele dagen
  • Rigtig gode fysiske rammer med store udearealer og gode faglokaler samt Them Hallen med svømmehal som nærmeste nabo
  • En god skole med stor opbakning fra forældre og lokalområde samt gode kolleger med en god mødekultur og gode samarbejdsmuligheder

Personalemæssigt arbejder vi for et godt fællesskab og en god fordeling i både erfaring og køn. Der er en åben tone med både seriøsitet og humor og en høj grad af tillid og vilje til at ville opgaven samt det kollegiale.

Vi har et godt og tæt samarbejde med forældrene og en god og dynamisk skolebestyrelse.

Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

 

Vi forventer, at du:

  • er lærer med interesse i specialområdet og meget gerne erfaring og uddannelse indenfor feltet
  • meget gerne har viden om og erfaring med autismepædagogik
  • skal indgå i et tæt samarbejde i teams omkring elevgrupperne og desuden samarbejde med eksterne instanser omkring barnet 
  • er en stabil og struktureret medarbejder med sans for at se det enkelte barns behov, ressourcer og fællesskabets muligheder
  • har gode relationelle og faglige kompetencer og en høj grad af fleksibilitet i forståelsen af undervisningsrammer og læring
  • er omstillingsparat og altid har en plan B i ærmet

Yderligere information:
Vil du vide mere om stillingerne, er du velkommen til at kontakte skoleleder Betina Duedal på 40 46 90 38 eller specialpædagogisk vejleder Kasper Hedegaard på 28 26 84 52.

Du kan læse mere om IC Frisholm på skolens hjemmeside under Inklusionscenteret.

Ansøgningsfrist søndag 21. juni 2026. Ansættelsessamtaler forventes afholdt tirsdag 23. juni 2026 på Frisholm Skole.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere. 

Vi indhenter offentlig straffeattest og børneattest på den person, vi ønsker at ansætte.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Betina Duedal +45 40 46 90 38
Lokation: Frisholmvej 20, 8653, Them, Denmark
SILKEBORG KOMMUNE SOM ARBEJDSPLADS

Danmarks Outdoor Hovedstad er landets 8. største kommune med over 100.000 indbyggere.

Vi ligger midt i den smukkeste natur og har et sprudlende kunst- og kulturliv, velfungerende by- og landsbysamfund og et dynamisk erhvervsliv. Vi er kommunens største arbejdsplads med ca. 7.500 medarbejdere.

Her er job med mening, muligheder for personlig og faglig udvikling, og vi har en tillidsbaseret og lærende kultur med gode muligheder for at præge din dagligdag sammen med gode kolleger.

MØD EN KOLLEGA
Er du nysgerrig på, hvem du kan komme til at dele hverdag med?

Tag et kig bag kulissen, og mød nogle af dem, der allerede er en del af Silkeborg Kommune: Mød en kollega