Pædagogisk leder til Sølystskolen

Vil du være vores nye pædagogiske leder?

Sølystskolen søger en pædagogisk leder til skolens SFO/klub, M-klasser og 0. klasse.

 

Har du lyst til at være leder for SFO/klub, M-klasser og 0. klasse på en stor og mangfoldig byskole med høje faglige forventninger til alle? Har du lyst til at være en del af en dynamisk arbejdsplads, hvor fællesskab og udvikling er bærende elementer? Har du lyst til at være leder for glade børn samt dygtige og engagerede medarbejdere?

Så har vi det helt rigtige job til dig.

 

Sølystskolen er en skole med lyst til udvikling og er beliggende i Silkeborgs tættest befolkede bydel, Alderslyst, tæt ved byens søer og kulturelle tilbud. Skolen består af en almen del med en grundskole fra 0.–5. årgang, en udskoling med idrætsklasser i 6.–9. årgang, et inklusionscenter for børn med svære generelle indlæringsvanskeligheder – hvor eleverne har forskellige forudsætninger – samt tre modtagelsesklasser med elever fra hele verden. Der er samlet 720 elever på skolen. Sølystskolen er en skole i vækst for alle distriktets børn – uanset social, kulturel eller etnisk baggrund. Det er vores vision, at skolen skal være en faglig og pædagogisk spydspids, hvor fagligheden er i top, og alle elever bliver klædt på til en ungdomsuddannelse.

 

Vi er et engageret ledelsesteam bestående af en skoleleder og tre pædagogiske ledere samt en økonomisk og administrativ leder, som er optaget af at udvikle og løfte skolens opgaver i fællesskab gennem medinddragelse og ledelse tæt på kerneopgaven. Du bliver den fjerde pædagogiske leder i et lederteam for ca. 120 kompetente og engagerede medarbejdere, som stræber efter at skabe og udvikle gode læringsmiljøer for alle.

 

Som medlem af lederteamet kommer du til at være med til at udvikle skolen. Ud over at være daglig leder af skolens SFO/klub, M-klasser og 0. klasser får du også stor indflydelse på, hvilke områder du skal varetage derudover, da lederteamet ser udviklingen som en anledning til at konstituere sig selv på ny – så skolens opgave også fremover løses og understøttes bedst muligt af lederteamet.

 

Du vil indgå i lederteamet på lige fod med de øvrige ledere i teamet, og du vil – ligesom dem – få både personaleansvar og specialiserede opgaver og dermed blive medansvarlig for skolens drift og udvikling.

 

Du bliver en del af en skole og et lederteam, for hvem værdier som ordentlighed, samskabelse og dialog er centrale – både i vores samarbejde internt i lederteamet og i måden, vi leder på. Det er vigtigt for os, at du kan tilslutte dig de samme værdier, da vi tror på, at vi lykkes bedst som skole, når lederne kan skabe følgeskab på den lange bane gennem medinddragende processer. Du skal se dig selv som en holdspiller, der går op i at handle på fælles aftaler og er loyal over for fælles beslutninger.

 

Vi forventer, at du har dine erfaringer fra skoleverdenen og/eller SFO, hvor du har været vant til at påtage dig ansvar, facilitere processer og træffe beslutninger på baggrund af medinddragelse – og derved skabe struktur for andre – samt at du kan kommunikere på alle niveauer.

 

Du skal have fornemmelsen af at stå solidt på begge ben og trives med at arbejde i en kompleks og uforudsigelig hverdag, hvor du evner at læse situationen og bevare overblikket under pres.

 

Vi kan tilbyde:

  • et arbejdsfællesskab, hvor vi sammen skaber de bedste lærings- og trivselsmiljøer
  • et højt fagligt niveau med vægt på kvalitet og sprogets udvikling i alle fag
  • et professionelt, engageret og energifyldt personale
  • et veludviklet tværfagligt samarbejde
  • mulighed for faglig og personlig udvikling
  • højt til loftet og plads til et godt grin
  • godt samarbejde med skolebestyrelsen

 

Det er dig, vi søger, hvis du er en leder, som:

  • er lærer- eller pædagoguddannet
  • brænder for skole- og fritidspædagogik og arbejdet med de mindste børn i skolen
  • er tillidsvækkende og imødekommende og trives med at være i nær kontakt med alle ansatte og elever
  • har et anerkendende og ressourceorienteret udviklingssyn
  • vægter refleksion og udvikling af praksis på baggrund af data
  • evner at skabe involverende processer med skolens ansatte på en måde, så vi gør hinanden gode
  • formår at inddrage faglige vejledere som et centralt element i udviklingen af skolens kvalitet
  • er en naturlig, kulturbærende rollemodel
  • er struktureret og god til at skabe overblik og omsætte det i den daglige praksis
  • har et godt og smittende humør
  • har en relevant pædagogisk uddannelse og baggrund – som udgangspunkt en pædagog- eller læreruddannelse
  • evt. har ledelseserfaring og/eller ledelsesuddannelse

 

Læs mere på vores hjemmeside: https://soelystskolen.aula.dk

 

På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategiplan, ledelsesgrundlag samt eventuel job- og personprofil mv.: "Bliv leder hos os".

 

Ansættelse ønskes fra 1. oktober 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.

 

Yderligere information:

Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at skrive en mail til skoleleder Ivan Børsting: ivan.borsting@silkeborg.dk
Kom og besøg os og fornem stemningen. Book en tid på tlf. 89 70 27 00.

 

Ansøgningsfrist: d. 21. august 2025
Første samtale forventes afholdt den 25. august 2025 og anden samtale den 27. august 2025.
Går du videre til 2. samtale skal du udfylde en personprofil, som du vil få en tilbagemelding på i forbindelse med 2. samtale. 

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Ansættelsesvilkår: Fastansættelse
Arbejdstid: Fuldtid
Kontaktperson:
Ivan Børsting +45 23 62 16 69
Lokation: Gran Allé 20, 8600, Silkeborg, Danmark
SILKEBORG KOMMUNE SOM ARBEJDSPLADS

Danmarks Outdoor Hovedstad er landets 8. største kommune med over 100.000 indbyggere.

Vi ligger midt i den smukkeste natur og har et sprudlende kunst- og kulturliv, velfungerende by- og landsbysamfund og et dynamisk erhvervsliv. Vi er kommunens største arbejdsplads med ca. 7.500 medarbejdere.

Her er job med mening, muligheder for personlig og faglig udvikling, og vi har en tillidsbaseret og lærende kultur med gode muligheder for at præge din dagligdag sammen med gode kolleger.