Da vores nuværende leder har søgt nye udfordringer, søger vi en skoleleder med blik for både nærvær, drift og udvikling – og som ikke taber det vigtige fokus på en mangfoldig skole, hvor alle skal med.
Hvinningdalskolens motto er, at vi vil lære og være - vi vil turde og kunne. Vores mission er at være den bedste skole for alle vores elever, og derfor har vi skabt fem børneløfter, som vi i fællesskab samarbejder om at indfri i vores hverdag på skolen. Som ny skoleleder vil du blive tovholder for det fortsatte arbejde med at implementere det forholdsvis nye værdigrundlag.
Hvinningdalskolen er en 2 – 3 sporet velrenommeret skole med cirka 550 elever og et Inklusionscenter med plads til 45 elever. Inklusionscentret har både lokaler sammen med almenskolen og på en selvstændig matrikel ”Ulvedal”. Skolen har en stor fritidsdel med høj deltagelse i både SFO og Klub.
Der er 85 engagerede medarbejdere, som i et godt arbejdsmiljø baseret på åbenhed og involvering arbejder for en skoledag, hvor alle kan være med, og hvor der både er plads til at lære og at være.
Hvinningdalskolen har en økonomi i balance og et stabilt og forventeligt svagt stigende elevtal.
Skolen ligger i et ressourcestærkt område i Silkeborg med stort engagement og lyst til at bakke op. Her er en meget stærk idrætsforening, et lokalråd og flere andre lokale aktører, som skolen prioriterer at samarbejde tæt med. Skolen har også et korps af frivillige, som primært er fra lokalområdet.
Som skoleleder får du det overordnede ansvar for skolens samlede udvikling. Du omsætter vision til hverdag, er med til at sikre høj kvalitet i undervisningen og skabe et trygt og inkluderende læringsmiljø – i et tæt samarbejde med ledelsesteam, medarbejdere, elever, forældre og lokalsamfund.
Du leder et ledelsesteam, der består af tre pædagogiske ledere, hvor der blandt andet er en stor optagethed af ledelse tættere på praksis. Du samarbejder tæt med en engageret medarbejdergruppe og skolebestyrelse. Samtidig fungerer du som skolens strategiske bindeled til Silkeborg Kommune, og du kan omsætte politiske og administrative beslutninger til konkret handling.
Vi søger en skoleleder, der kombinerer faglig tyngde med tydelig og tillidsvækkende ledelse.
Du har et stærkt pædagogisk fundament og solid ledelseserfaring – og du motiveres af at skabe retning, sammenhæng og resultater i en kompleks organisation.
På hjemmesiden alleskalmedsilkeborg.dk får du et overblik over den store fælleskommunale opgave, som alle skoler i kommunen arbejder med.
På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategiplan, ledelsesgrundlag samt eventuel job- og personprofil mv.: "Bliv leder hos os".
Silkeborg kommune ansætter skoleledere på kontraktvilkår. Du kan forvente et lønniveau med en årsløn på ca. 900.000 kr. + pension.
Yderligere information
Yderligere information om stillingen og skolevæsenet kan fås hos sektionsleder Keld Vestergaard på tlf. 2965 5248.
Du er meget velkommen til at besøge skolen forud for din ansøgning. Kontakt skolens kontor for nærmere aftale med en pædagogisk leder på tlf. 8970 2550.
Oplysninger om samarbejdet med skolebestyrelsen kan fås hos Skolebestyrelsesformand Charlotte Andsbjerg på tlf. 3120 5155.
Ansøgningsfrist tirsdag den 15. september 2026.
Første ansættelsessamtale forventes afholdt mandag den 21. september 2026, og anden ansættelsessamtale fredag den 25. september 2026. Går du videre til 2. samtale skal du udfylde et personprofil og får en tilbagemelding på denne inden 2. samtale.
Tiltrædelse forventes 1. november 2026.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.