– Et meningsfuldt job med fleksible arbejdstider
Silkeborg Kommune søger vikarer til Voksenhandicap under Socialafdelingen.
Få et meningsfuldt fritidsjob eller en længere ansættelse hos os. Vi garanterer en hverdag fyldt med varierende og meningsfulde opgaver.
Du skal være fyldt 18 år og have gode kommunikative evner på dansk for at komme i betragtning til jobbet.
Du behøver ikke at have erfaring for at søge. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde med mennesker og til at skabe en tryg hverdag for vores borgere.
Vi sørger for introduktion, hvor du får en grundig indføring i dine arbejdsopgaver. Du bliver en del af et fagligt stærkt team, hvor hjælpsomme kollegaer altid står klar til at støtte dig.
Du kan selv være med til at bestemme længden på din ansættelse. Måske er du kun interesseret i at arbejde i sommerferien, eller måske ser du dig selv i stillingen i en længere periode.
Når du er ansat som vikar på et socialfagligt botilbud, har du mulighed for at prøve kræfter med både dag-, aften- og eventuelt nattevagt.
Du skal hjælpe med at dække sommerferieperioden, hvor mange fastansatte skal afvikle deres ferie. Det er derfor en stor fordel, hvis du ikke selv har planlagt ferie i de travle sommerferieuger.
Vagterne kan være af varierende varighed, men du skal være indstillet på at arbejde minimum syv sammenhængende timer. Vagter kan fordeles på både hverdage, i weekender og om aftenen. Du kan selv være med til at tilrettelægge vagtplanerne, så de passer til dig og din hverdag.
Din primære opgave er at give daglig pleje og omsorg til voksne med længerevarende funktionsnedsættelser, som enten er medfødte eller kommet sidenhen. Du skal også løse dagligdagsopgaver som f.eks. at gøre rent og stille mad og medicin frem.
En anden – og mindst lige så vigtig opgave – er at skabe en god hverdag for borgerne, sikre en god kontakt og gode samtaler, så de oplever at blive set, hørt og forstået.
Du kommer til at arbejde på et af Socialafdelingens botilbud, som primært ligger i og omkring Silkeborg og i Kjellerup. Vi tager en snak med dig om, hvor du helst vil arbejde.
Du bliver en del af et stærkt, fagligt fællesskab og vil møde rigtig dygtige og imødekommende kollegaer, der vil tage godt imod dig og hjælpe dig godt til rette.
Med et job på et af vores socialfaglige botilbud viser du, at du kan tage ansvar og drage omsorg for andre mennesker. Du viser også, at du kan indgå i et arbejdsfællesskab.
Jobbet giver med garanti mange gode oplevelser og er en rigtig god mulighed for at snuse til et fag inden for velfærdsområdet.
Timelønnen ligger på 160,49 kroner – og derudover er der tillæg for aften- og weekendarbejde.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Vil du vide mere om jobbet, kan du kontakte Julie Matthiesen på mail Jhm@silkeborg.dk eller tlf. 2489 1251.
Du ansøger ved at deltage i et uforpligtende informationsmøde på den dato og lokation, der passer dig bedst.
På denne side kan du se en video og læse mere om jobbet: Bliv vikar i socialafdelingen