Pædagogmedhjælper til Dybkær Specialskole
Vil du være medskaber af et trygt og udviklende miljø for vores elever med særlige behov?
Da flere af vores dygtige medhjælpere skal starte på studie, søger Dybkær Specialskole pædagogmedhjælpere til det nye år.
Stillingerne er som udgangspunkt tidsbegrænsede, med start 1. januar 2027 og frem til 6. august 2027. Den ugentlige arbejdstid er på 35 timer.
Dybkær Specialskole er Silkeborg Kommunes undervisnings- og fritidstilbud til børn og unge med svære generelle indlæringsvanskeligheder. Skolen modtager elever fra Silkeborg og de omkringliggende kommuner, og i skoleåret 2026/27 går der ca. 130 elever på skolen.
Pædagogisk grundlag
”Det er Dybkær Specialskoles centrale opgave at være med til at styrke og udvikle eleverne fagligt, socialt og personligt. Dybkær Specialskole skal udgøre en pædagogisk ramme om elevernes dannelse og uddannelse, så hver enkelte elev i skolens hverdag, oplever livsduelighed som menneske og samfundsborger. Når en elev går på skolen, kan han/hun forvente at blive mødt med anerkendelse og respekt. Eleven inddrages naturligt i fællesskaber og møder en tryg og struktureret hverdag. Lærere, pædagoger og medhjælpere udformer og tilrettelægger i samarbejde en meningsfuld hverdag for eleven, ud fra dennes forudsætninger og behov.
Det tætte tværfaglige samarbejde mellem pædagoger, lærere, medhjælpere og øvrige aktører, er med til at sikre de bedste vilkår for elevernes faglige, sociale og personlige udvikling. Der foregår således læring på forskellige niveauer og i forskellige situationer gennem hele elevens dag”.
Skolens elever kendetegnes ved deres behov for vidtgående specialundervisnings - og fritidstilbud. Elevernes indlæringsvanskeligheder har overordnet generel karakter, og en stor del af børnene har komplekse handicaps, som bl.a. forudsætter forståelse for- samt brug af - alternative kommunikations-strategier og hjælp til personlig pleje.
På skolen er vi særligt stolte af at vi bruger naturen som læringsrum og har fejret 25-års jubilæum med ”Skolen i naturen”. Derudover arbejder vi med afsæt i neuroaffektiv afstemning og alle nye medarbejdere bliver opkvalificeret i den neuropædagogiske tilgang.
Vi kan tilbyde:
- En dynamisk og travl arbejdsplads under udvikling.
- Gode, engagerede kolleger.
- Et veludviklet tværfagligt samarbejde.
- Arbejde med en forskningsbaseret viden om, hvordan der skabes udvikling og læring for særligt udsatte elever (Dette baserer sig primært på en neuroaffektiv tilgang).
- Et job med mulighed for personlig udvikling samt udvikling af dine faglige kompetencer.
- Faglig sparring og supervision, i samarbejde med den øvrige personalegruppe.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Din profil:
- Mod på og lyst til specialpædagogisk arbejde.
- Har en legende tilgang til børn.
- Brænder for at arbejde med børn og unge med særlige behov, hvor udgangspunktet er at børnene gør det bedste de kan.
- Lyst og evne til at omsætte egen viden og ressourcer til praktisk omsorg, nærværende samvær samt målrettet aktivitet.
- Har lyst og evner til at agere i et tværfagligt team.
- Er tydelig i din kommunikation og er struktureret med et godt overblik.
- Erfaring med – eller lyst til at tilegne dig viden om - alternative kommunikationsformer (bl.a. IKT-baserede kommunikationshjælpemidler, Tegn-til-tale, Piktogrammer m.fl.).
- Kan varetage personlig pleje af børn og unge med vidtgående handicaps.
Yderligere information:
Ansøgningsfrist: Vi vil løbende indkalde relevante kandidater til en samtale, da stillingerne ønskes besat hurtigst muligt, af hensyn til planlægningen.
Vil du vide mere om jobbet, kan du kontakte pædagogisk leder Anya Kaas Doktor på tlf. 29 65 36 19.
Der henvises i øvrigt til skolens hjemmeside: https://dybkaerspecialskole.aula.dk/
Vi ser frem til at modtage en motiveret ansøgning, hvor du tilkendegiver hvorfor du ønsker at arbejde med målgruppen og hvad du kan bidrage med af faglige og personlige kompetencer.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Vi gør opmærksom på, at der indhentes offentlig straffeattest og børneattest på den person, der ønskes ansat.
Danmarks Outdoor Hovedstad er landets 8. største kommune med over 100.000 indbyggere.
Vi ligger midt i den smukkeste natur og har et sprudlende kunst- og kulturliv, velfungerende by- og landsbysamfund og et dynamisk erhvervsliv. Vi er kommunens største arbejdsplads med ca. 7.500 medarbejdere.
Her er job med mening, muligheder for personlig og faglig udvikling, og vi har en tillidsbaseret og lærende kultur med gode muligheder for at præge din dagligdag sammen med gode kolleger.
Vi følger principperne for løngennemsigtighed, og du kan finde oplysninger om løn i Silkeborg Kommune via KRL
MØD EN KOLLEGA
Er du nysgerrig på, hvem du kan komme til at dele hverdag med?
Tag et kig bag kulissen, og mød nogle af dem, der allerede er en del af Silkeborg Kommune: Mød en kollega