Skoleleder til Dybkærskolen
Vil du stå i spidsen for en ambitiøs skole med stærke værdier, høj faglighed og et levende fællesskab – og være med til at sætte retning for fremtidens skole med projektbaseret læring?
På Dybkærskolen er vi ambitiøse på fællesskabets og den enkeltes vegne. Alle skal have lyst til at lære, rum til at være og mod til at handle – både sammen og hver for sig. Vi arbejder målrettet med vores fire værdier: Nysgerrighed, Faglighed, Fællesskab og Glæde, som sætter retning for en hverdag, hvor der er plads til alle – men ikke til alt.
Vi søger en ambitiøs og relationelt stærk skoleleder, der med tydelig ledelse og strategisk overblik kan videreudvikle skolen med fokus på høj faglig kvalitet, stærke fællesskaber og et inspirerende læringsmiljø.
Om os
Dybkærskolen er en to- til firesporet skole med ca. 700 elever fra 0.–9. klasse samt et attraktivt fritidstilbud til elever fra 0.–6. klasse. Vores elevgruppe er mangfoldig, og vi ser forskellighed som en styrke – understøttet af en engageret forældrekreds og skolebestyrelse.
Skolen ligger i Gødvad i Silkeborgs nordøstlige del – et aktivt lokalområde med stærke fritids- og foreningsmuligheder. Vi er overbygningsskole for elever fra Grauballe og Gødvad Skole og har et tæt samarbejde med begge.
For to år siden flyttede vi ind i moderne, nybyggede rammer, hvor projektbaseret læring udgør det pædagogiske og didaktiske fundament. Vi er godt i gang med en ambitiøs udviklingsrejse med fokus på tværfaglighed, samarbejde og eksperimenterende læringsformer.
Vi er ca. 85 medarbejdere i skole, SFO og klub og arbejder i en afdelingsopdelt struktur med stærke årgangsteam, hvor samarbejde er en central del af hverdagen.
Din rolle som skoleleder
Som skoleleder får du det overordnede ansvar for skolens samlede drift og udvikling. Du sætter en tydelig retning for både det pædagogiske og organisatoriske arbejde og skaber sammenhæng mellem vision, værdier og praksis.
Du leder tæt på hverdagen og er synlig i skolens liv – med fokus på kvalitet i undervisningen, progression i elevernes læring og trivsel for alle.
Du står i spidsen for et ledelsesteam bestående af tre pædagogiske ledere og arbejder tæt sammen med en engageret medarbejdergruppe, en aktiv skolebestyrelse og skolens øvrige samarbejdspartnere.
Samtidig er du en central del af det samlede skolevæsen i Silkeborg Kommune, hvor du bidrager til fælles udvikling og omsætter politiske og strategiske mål til meningsfuld praksis på skolen.
Profil af den ideelle kandidat
Vi søger en skoleleder, der kombinerer stærk pædagogisk indsigt med tydelig og tillidsbaseret ledelse. Du har erfaring med ledelse og motiveres af at skabe retning, udvikling og resultater i en kompleks organisation.
Du kendetegnes ved, at du:
- er en tydelig og nærværende leder, der skaber følgeskab gennem dialog, retning og beslutningskraft
- kan se dig selv i – og videreudvikle – en skole med projektbaseret læring som bærende tilgang til undervisning i samarbejde med alle
- har blik for både helhed og hverdag og trives med at være tæt på praksis
- kan lede udviklingsprocesser med fokus på høj faglighed, trivsel og inkluderende fællesskaber
- har stærke relationelle kompetencer og samarbejder tillidsfuldt og samlende med medarbejdere, elever, forældre og bestyrelse
- har erfaring med konflikthåndtering med ordentlighed
- kan navigere sikkert i krydsfeltet mellem pædagogik, drift og politik
- er en samlende leder, der styrker professionel kapital, samarbejde og arbejdsglæde
- har økonomisk forståelse og kan sikre, at ressourcer anvendes strategisk
Vi forventer, at du har en relevant lederuddannelse samt erfaring med ledelse i en politisk styret organisation – gerne fra skoleområdet.
Silkeborg Kommune tilbyder et skolevæsen hvor
- vi står på et stærkt fælles fundament, hvor alle børn og unge mødes med høje ambitioner, tydelige værdier og en tro på, at alle kan lykkes
- der er plads til lokale profiler og forskelligheder – og hvor Dybkærskolens arbejde med projektbaseret læring er en vigtig del af den samlede udvikling
- du som skoleleder indgår i et tæt og forpligtende samarbejde med dygtige skolelederkolleger og bidrager aktivt til udviklingen af hele skolevæsenet
- vi arbejder systematisk med udvikling af kvalitet i undervisningen og stærke læringsfællesskaber
- du har adgang til kompetente og fleksible supportfunktioner, der understøtter både drift og udvikling
- vi prioriterer ledelsesudvikling og giver dig mulighed for fortsat at udvikle din ledelsespraksis
Løn og ansættelse
På hjemmesiden alleskalmedsilkeborg.dk får du et overblik over den store fælleskommunale opgave, som alle skoler i kommunen arbejder med.
På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategiplan, ledelsesgrundlag samt eventuel job- og personprofil mv.: "Bliv leder hos os".
Silkeborg kommune ansætter skoleledere på kontraktvilkår. Lønnen fastsættes efter forhåndsaftale med den aftaleberettigede organisation og udgør aktuelt 879.603 kr. i alt + pension på 19%.
Yderligere information
Du er velkommen til at besøge skolen forud for din ansøgning. Kontakt skolens kontor for nærmere aftale med en pædagogisk leder.
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Skolechef Rasmus Andreassen på tlf. 26 71 59 63 eller formanden for skolebestyrelsen Christian Fløe på tlf. 26 14 90 15.
Ansøgningsfrist fredag den 1. maj 2026.
Første ansættelsessamtale forventes afholdt torsdag den 7. maj 2026, hvorfra to kandidater vil blive udvalgt til en anden samtalerunde tirsdag den 12. maj 2026.
I perioden mellem de to samtaler gennemfører de to kandidater, der udvælges til at gå videre, en personprofil, som er en del af indholdet på den anden samtale.
Tiltrædelse forventes 1. august 2026.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.
Danmarks Outdoor Hovedstad er landets 8. største kommune med over 100.000 indbyggere.
Vi ligger midt i den smukkeste natur og har et sprudlende kunst- og kulturliv, velfungerende by- og landsbysamfund og et dynamisk erhvervsliv. Vi er kommunens største arbejdsplads med ca. 7.500 medarbejdere.
Her er job med mening, muligheder for personlig og faglig udvikling, og vi har en tillidsbaseret og lærende kultur med gode muligheder for at præge din dagligdag sammen med gode kolleger.
MØD EN KOLLEGA
Er du nysgerrig på, hvem du kan komme til at dele hverdag med?
Tag et kig bag kulissen, og mød nogle af dem, der allerede er en del af Silkeborg Kommune: Mød en kollega